PRÆDIKEN TIL HØJMESSEN I HELLIGANDSKIRKEN

Læsning af Matthæus-evangeliet, kap. 22, vv. 34-46.

”Ligne vor Fader ejegod,


som sig af hjertet forbarmer,


som, når vi falder ham til fod,


inderlig rørt os omarmer,


det må vi alle i det små,


det kan vi alle godt forstå,


som har et menneskehjerte”.


(DDS, nr. 695, v. 6)


Amen!


 


Kærlighed er gensidighed - ikke ensidighed. Den, der elsker, søger mere end sit eget. Hun vil ind under huden på den elskede - også selv om prisen i sidste ende bliver hudløshed.


Kærlighed er mod – ikke armod. Den, der elsker, har overskuddet til at turde. Hun sprænger grænser og trænger ind til den elskede – også selv om det koster blod, sved og tårer.


Vi lever i en verden, der åbner avancerede muligheder for samvær og samtale – og alligevel er vi alt for distancerede i forhold til hinanden. Vi kan sende SMS’er og e-mails til fremmede på den anden side af jordkloden, men har ikke føling med medmennesker, der går op og ned af os hver eneste dag. Vi kan boltre os i chatrooms under opdigtet identitet, men vover ikke det personlige møde, det kærlige og ærlige rum.


Vi kan fjernkommunikere – og alligevel kan samtalen skabe mere afstand end nærhed. For sagen er, at vi mennesker ofte er beregnende, når vi meddeler os til andre. Vi vil opnå noget frem for at nå nogen. Vi lever vort liv på en kampplads – ikke i en samspilsarena. Vi følger vind/tab-taktikker, hvor jeg sejrer på bekostning af dig i stedet for at skabe vind/vind-situationer, hvor vi begge kan være uden at skulle undvære.


Vi åbner munden for at lukke kæften på vor samtalepartner. Vi siger frem, fra og til – så den anden ikke har mere at skulle have sagt. Vi krydser klinger for at vinde duellen, for skadefro at kunne obducere alle de kløvede ord, der ligger lig på modpartens tunge.


Vi kæmper for at få ret, for at score billige bonuspoints hos tilhørerne – og for at se den anden miste mælet og modet til at genoptage samtalen Vi tror, vi er stormestre, men vort tab er så meget desto større – vi forpasser muligheden for at lære næsten og os selv at kende.


I dagens evangelium lukker Jesus munden på de skriftlærde - og åbner samtidigt vore hjerter. For Guds søn vil ikke svælge i sin egen stemme - han vil have os i tale. Guds søn vil ikke afmærke sit eget territorium – han vil møde os, dér hvor vi er.


Vi hører, at farisæerne opsøger Jesus. De har fået nys om saddukæernes dyst med ham og ønsker nu at tage kampen op. De vil sætte ham på prøve. De vil vinde den styrkeprøve, som saddukæerne tydeligvis har tabt.


En af farisæerne stiller Jesus et spørgsmål, som han som jødisk mand skal kende svaret på: ”Hvad er det største bud i loven?”. Og Jesus svarer da også uden tøven med et uddrag af den jødiske trosbekendelse – den, der begynder med ”Shema Israel - hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én”: ”Det største er at elske Gud og”, tilføjer Jesus, ”at elske sit medmenneske som sig selv”.


En jødisk mand fremsiger den jødiske trosbekendelse eller ”shema-bønnen”, som den også kaldes, mange gange om dagen – både dengang og nu. Vi kan derfor gå ud fra, at både den, der spørger Jesus – og alle, der er stimlet sammen for at lytte – kender svaret og kan lire det af i søvne.


Men farisæerne er ikke interesserede i svarets betydning. De går ikke kærlighedens ærinde – nej, de er trættekære. De vil have ret – og de vil have fred for Jesus. Det største bud i loven er ikke bare formindsket til triviel udenadslære. Budet om den ultimative afmagt – nemlig kærligheden - er blevet en brik i et usselt spil om magt.


I overensstemmelse med den rabbinske samtaletradition stiller Jesus farisæerne et modspørgsmål; et modspørgsmål, der tilsyneladende bevæger sig i en helt anden retning.


Men læg mærke til: Det er ikke kold strategi. Jesus er ikke ude på at forvirre eller forpurre sine samtalepartneres planer for diskussionen. Han er ikke ude på at afspore samtalen eller jorde farisæerne. Nej, han spørger ind til deres mening, ind til deres messianske forståelse. Hvem er Kristus? Hvis søn er han? Jesus vil vide, hvad de tænker og føler, længes efter og drømmer om – han er ikke interesseret i et præfabrikeret svar.


Jesus går tæt på. Og det er for intimt, det er for intimiderende. Farisæerne bliver usikre. De har ingen færdige svar at ty til. Nu tales der pludselig uden for det manuskript, de kender – og de ved ikke, hvilken replik der forventes af dem.


Det svar, der er så indlysende, det svar, der er så rungende rigtigt, det svar, der er Jesus selv, kommer ikke over farisæernes læber. Han står foran dem, og de ser ham ikke. Han taler til dem, og de hører ham ikke. Farisæerne kan hverken erkende eller bekende sig til sandheden. De finder deres svar i det trykte bogstav og ikke i det levende Ord, der klinger dem i møde. ”Davids”, svarer de, ”han er Davids søn. Det læser vi jo i skrifterne”.


Men svaret kan ikke bære. Det brister i logikken. ”Hvordan kan Kristus være Davids søn, når David selv har omtalt Kristus som sin herre”, spørger Jesus farisæerne, ”Kan I ikke se, at Kristus er hævet over David?”


Farisæerne, der burde tænke så stramt og stringent, lammes af Jesu klarsyn og klare tale. De tier – slåede og lamslåede. Og fra den dag, hedder det, vover ingen at henvende sig til Jesus med verbale udfordringer.


Hvad mener I om Kristus? Det er det afgørende spørgsmål. Også til os i dag. Hvad mener VI om Kristus? I den kristne kirke bekender vi, at Jesus er Kristus, Guds søn, der levede og åndede, ja udåndede for os. Vi siger trosbekendelsen i forbindelse med hver eneste gudstjeneste – sådan som vi også gjorde det denne efterårsmorgen.


”Vi tror” – det er et fælles anliggende. Det kommer os alle ved. Og alligevel kan vi slippe af sted med bevidstløst at fremsige bekendelsen, så dens ord tømmes for mening. Vi siger ordene, men undsiger os deres betydning. Fordi vi ikke tør tænke tanken til ende: De ord, vi siger, er skinbarlig virkelighed. Og vi siger dem ikke ud i intetheden. Gud er lydhør. Gud svarer – i de glimt af glæde, der oplyser dagligdagen. Når den elskede smiler med øjnene. Når barnet møder os med åbne arme og åbent sind.


Hvad mener I om Kristus? Ja, hvad mener vi om Kristus? Hvis søn er han?


Han er kærlighedsbarnet, der har lagt stemme og krop til Guds vilje og væsen. Nu ved vi, at Gud ikke forbigår os i tavshed. Nu ved vi, at Gud forholder sig livsnært til os og til vor virkelighed. Han helbreder de mundlamme og rusker op i de mod- og målløse. For han vil dialog – ikke dominans. Han vil kærlighed – ikke kæft, trit og retning.


Og kærlighed er gensidighed. Kærlighed er mod. Derfor blev Gud menneske. Derfor satte han sig selv på spil i Kristus. Han valgte helhjertetheden på jorden i stedet for helgarderingen i himlen. Han kom til verden – ikke på et egotrip, men i håbet om samvær og samtale. Vi mødte ham med korslagte arme. Vi mødte ham med et kors….


Nu er det op til os at favne ham og hinanden. Nu er det op til os at vove livet og samlivet – i hjerterummet, dér hvor det store bliver større, dér hvor det nære bliver nærmest guddommeligt …..


Amen!


 


Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,


Fader, Søn og Helligånd,


du, som var, er og bliver én sand, treenig Gud,


højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed….


Amen!


 


Gode Gud,


du, som lever og er


i hvert åndedrag


i hvert hjerteslag


i hvert favntag


Gør os åbne for dit Ord –


og for hinandens forskellighed


I denne verden runger tomheden


I denne verden råder ensomheden


Vær nær med din kærligheds fylde


Led os mod samliv og samtale


med vore medmennesker.


Flå os ud af al fortvivlelse og fortielse.


Nå os dér, hvor vi tror os uden for rækkevidde


Hjælp os at gribe ind


overfor overgreb


mod dit skaberværk


Våg over din kirke på jorden.


Lad den blive en enhed,


men aldrig en enshed.


Velsign og bevar vor dronning og hendes familie,


ja, vær med alle familier verden over


Indgyd mod og styrke i alle,


der har øvrighedsposter og magtbeføjelser.


Lær dem – og os – at skelne


imellem godt og ondt, lys og mørke.


Strejf os alle med din finger,


indtil vi engang for altid


kan synke i dine kærlige arme…


Amen!


 


Og lad os så bede et øjeblik i stilhed, hver især…


 


 

Grunden i vår journalistik är trovärdighet och opartiskhet. Sveriges Radio är oberoende i förhållande till politiska, religiösa, ekonomiska, offentliga och privata särintressen.
Du hittar dina sparade avsnitt i menyn under "Min lista".